”Vi ventede fire år på den perfekte grund”
December 2022
Julie og Jacob havde altid vidst, at de gerne ville bygge hus, men det skulle være på den perfekte byggegrund. Den fandt de, men de kom til at vente på den i fire år. Ventetiden var dog det hele værd - se bare selv.
En højt beliggende, skrånende grund med naboer til kun den ene side, et grønt areal til den anden side, et lille skovstykke langs baghaven og ikke mindst den helt rigtige placering i forhold til solen. Det var i Julie og Jacobs øjne den optimale grund at bygge deres drømmehus på – til dem selv og deres to børn.
“Den var helt perfekt, og vi kunne se, at den levede op til alle vores ønsker,” fortæller Julie, der understreger, at parret var vilde med tanken om, at de på den skrånende grund kunne skabe forskellige niveauer og nedtrapninger i huset.
“Niveauforskellene gør vores hus spændende og hyggeligt - og selvom det gjorde projektet dyrere, var det et krav fra grunden i lokalplanen, som vi var indstillede på at udnytte,” forklarer Julie.
Der var bare lige den hage ved det, at grunden ikke var til salg endnu. Julie og Jacob var dog parate til at vente - først to år og så yderligere to år. I mellemtiden nåede parret at købe og totalrenovere et parcelhus fra 1960’erne, men de slap aldrig planen om at bygge. Sideløbende med renoveringen tegnede de endda på skitserne for deres kommende drømmehus.
Et optimalt madværksted
Da dagen endelig kom, hvor grunden blev Julie og Jacobs, havde de alt klar til, at byggeprojektet kunne gå i gang.
“Vi har tegnet det hele selv, men vi fik selvfølgelig hjælp og rådgivning fra tegnestuen til færdig skitsering og beregningerne,” fortæller Julie.
Noget af det vigtigste for parret i planløsningen var et stort, funktionelt køkken/alrum i husets hjerte. Parret elsker at samle venner og familie, og Jacob har madlavning som en af sine største hobbyer - så meget at han vandt Masterchef på TV3 i 2019 og igen i 2022 i Masterchef Jul.
Derfor var det vigtigt, at materialerne i køkkenet var både gode, praktiske og pæne, og at der var god plads til madlavning og udstyr.
“Kombinationen af det åbne depot med masser af opbevaring og den store køkkenø i midten af køkken/alrummet fungerer helt optimalt,” fortæller Jacob, der er glad for at kunne være til stede i husets leverum, imens han laver mad til både familie og gæster, som tit slår sig ned i alkoven.
“Det var fantastisk at være med til at skabe sit eget køkken. Jeg synes, at et køkken skal være både praktisk og flot, da det for mig også er et kreativt værksted, fortæller Jacob, der til hverdag næsten altid har børnene med i køkkenet.
“Det er dejligt, at der er god plads til, at de kan være med. De elsker det - og det er en lille ting, som gør hverdagen sjovere for vores familie,” tilføjer han.
Plads til børn og fest
I tegningerne havde Julie og Jacob også lagt vægt på, at deres hus skulle have god plads til børnene og deres venner. Derfor har de indrettet en børneafdeling med to børneværelser og et multirum imellem de to værelser, hvor der er plads til både kreaværksted og gaming.
“Det fungerer super godt i hverdagen, men også når vi har gæster - så kan børnene godt lide at holde deres egen middagsfest i multirummet,” fortæller Julie.
Børnene har også fået deres eget walk-in, som ligger i forbindelse med multirummet.
“Det er smart, at vi kan lægge vasketøj på plads om aftenen, uden at skulle ind på deres værelser, mens de sover,” siger Julie.
En anden ting, som giver ekstra god plads til både opbevaring, leg og fest er den store garage, hvor Julie og Jacob fik installeret et tilstødende toilet.
“Det er virkelig en kæmpe fordel. Både når ungerne leger i haven, så kan de nemt bruge det, uden at skulle slæbe flyverdragter og vinterstøvler igennem entréen, og når vi holder fester eller arrangementer i garagen,” fortæller Julie, der sommetider anbefaler den samme løsning til sine kunder, hvis behovet er der.
“Det koster ikke ret meget ekstra i det samlede budget at få installeret et separat toilet i garagen, når man er i gang,” tilføjer hun.
Den første jul i det perfekte julehus
I år er det første gang, at Julie og Jacob skal holde jul for familien i deres nybyggede drømmehus. Julen har en kæmpe betydning for dem begge to, og de gør meget ud af at pynte op og skabe nogle hyggelige rammer for både børnene og dem selv gennem hele december.
“Vi elsker at bringe naturen indenfor til jul. Vi plukker lærkegrene, kogler og gran, og sætter det i krukker og vaser. Det giver en hyggelig stemning,” siger Julie.
Ifølge parret er det langt fra nødvendigt med et gammelt, idyllisk bondehus for at skabe en hyggelig, personlig og dejlig jul.
“Vi har gjort meget ud af at personliggøre vores hus med farver og materialer, og vi får også noget ekstra hygge foræret, ved at vores stue er nogle trappetrin nede i niveau, hvilket samtidig gør, at stuen kan rumme et virkelig højt juletræ, forklarer Julie.
“Vores stenbordplade i køkkenet fungerer også optimalt til masser af julebag med børnene, og så bliver glaskrukkerne i depotet fyldt op med lækre småkager til hele december,” tilføjer hun.
I byggeprocessen huskede parret også at få tænkt udendørs stikkontakter ind til julebelysningen.
“Det er så hyggeligt, når man kan lyse huset op med julelys. Og vi har også indrettet terrassen med juletræ, gran, lanterner, lammeskind og bålfad, så vi kan sidde ude og nyde varm gløgg og æbleskiver,” fortæller Julie.
Julie og Jacobs favoritjuletraditioner
- Vi tager altid i skoven og finder det helt rigtige juletræ, som vi fælder og tager hjem og pynter. I vores nye hus har vi højt til loftet i stuen, og det var derfor klart, at det var der juletræet skulle stå.
- Den sidste weekend i november starter vi fra morgenstunden af med at sætte julemusik på, så finder vi julekasserne frem, som står opbevaret under alkoven og får pyntet op. Derefter lægger vi julevoksdugen på og laver en juledekoration hver især, imens vi spiser hjemmelavede æbleskiver og julegodter.
- 1. juledag er ALTID hellig for os. Dagen bliver nydt i nattøj, der bliver leget med julegaverne og spist gode rester, gået en lang tur og set julefilm.
Læs også: Mette og Morten valgte HusCompagniet, fordi de kunne få lov til at komme med deres egen tegning.
Husk at besøge vores udstillingshuse
Kig forbi, og få en snak med vores dygtige byggerådgivere - de er klar til at hjælpe jer videre med jeres boligdrøm. De fleste udstillingshuse har åbent hver weekend, enkelte er åbne efter aftale. Se adresser og åbningstider nedenfor.