HusCompagniet

Der er nogen, der overvejer fremtiden nøje, mens andre udelukkende tager udgangspunkt i nuværende situation, når de skal bygge nyt. 

Intet er rigtigt eller forkert, og for Emilie og Simon gav det mening at bygge det hus, de havde brug for nu og her, og som havde alle de løsninger, de drømte om og syntes var sjove.   

”Vi har bygget vores hus til os med udgangspunkt i det sted, vi er i vores liv lige nu og har ikke bekymret os så meget om fremtiden,” siger Emilie.

”Vi har bygget vores hus som en forlængelse af dem, vi er,” supplerer Simon.

 

Plads til både afslapning og fest

Og hvem er Emile og Simon så?

To unge mennesker, som både sætter pris på, at deres hjem kan være en velfungerende og afslappende base for dem selv, og stedet, hvor de nemt kan samle deres familie og venner. 

”Det betyder utrolig meget for mig, at jeg har en rolig og god base, hvor jeg føler mig tilpas, og hvor jeg kan lade op,” fortæller Emilie og fortsætter: 

”Samtidig elsker vi at være værter, og vi vil gerne have et hjem, som kan rumme, at vores venner altid er velkomne og kommer forbi. Det har betydet meget for planlægningen af indretningen af vores hus.” 

Emilie og Simon har blandt andet prioriteret en stor køkkenø, god plads til et langbord i alrummet, viktualierum, et gæsteværelse, et gæstebadeværelse, øget loftshøjde på 286 cm i hele huset og ikke mindst et stort spillerum til Simons poolbord og Emilies klaver. 

Spillerummet har dobbelte havedøre ud til den store sydvestvendte terrasse, som er bygget præcis på mål efter et festtelt, så parret kan holde fester, hvilket de allerede gjorde tre uger efter indflytning.  

”Vi holdt en stor indflytterfest, hvor huset stod sin prøve, og efterfølgende har vi holdt vores begges 30-års fødselsdage. Huset fungerer perfekt til formålet,” siger Simon.

 

En sjov proces

For Emilie og Simon var processen med at bygge hus mest af alt sjov og spændende. 

Parret var fra start besluttet på at bygge i palæstil og ønskede sig sprossevinduer, kvader og gesims, men derudover var mange muligheder i spil.  

”Vi tegnede løs, holdt flere brainstormmøder og havde alverdens idéer på bordet,” fortæller Simon.  

”Det var en virkelig sjov proces, og vi havde en enormt god relation til vores byggerådgiver. Hun tog os i hånden og gjorde projektet overskueligt trods de mange muligheder,” supplerer Emilie og tilføjer: 

”Det hele var meget ukompliceret, og huset blev bygget på bare ca. fire måneder.”  

Fra gammelt til nyt

Emilie og Simon elsker resultatet og er i det hele taget vilde med at bo i et nybygget hus. 

”Vi skal ikke leve med andres valg, men i stedet har vi fået det fuldstændig, som vi ville,” siger Emilie.  

”Samtidig er det skønt ikke at skulle tænke på vedligeholdelse og ting, der skal repareres,” siger Simon, som taler af erfaring. 

Simon og Emilies første hus var nemlig et ældre hus, men de endte med kun at bo i det i 18 måneder. 

”Det var bare ikke holdbart for os, selvom vi egentlig var glade for huset. Der var hele tiden et eller andet, der skulle laves,” forklarer Simon. 

”Jeg kan næsten ikke forestille mig at vende tilbage til at bo noget gammelt igen. Hvis vi skal noget andet på et tidspunkt, skal vi snarere prøve at bygge en gang til,” tilføjer han. 

Læs også: Maria og Jens er bidt af at bygge nyt

Vent venligst mens vi henter produkter - kan tage op til 10 sek.