HusCompagniet

Da Ulrich og Bente skulle bygge deres nye hus, havde de et klart ønske om gerne at ville minimere deres forbrug. Derfor besluttede de, at huset skulle opføres som et lavenergihus med energimærket A2020.

Ulrich og Bente valgte en kombination af solceller med batteri og luft til vand varmepumpe. De to ting tilsammen dækker stort set energiforbruget i huset.

“Vi producerede 7.100 kilowatt sidste år på solceller alene, og vores forbrug er 7.751 kilowatt. Vi er altså næsten dækket ind,” forklarer Ulrich, der er indkøbsdirektør i HusCompagniet.  


Læs også: Prøv vores energiberegner og se, hvor mange penge du kan spare på energi i et nybygget hus fra HusCompagniet


Har næsten ikke mærket prisstigninger

Modsat langt de fleste andre danskere har parret ikke mærket ret meget til de store prisstigninger, der har været på el og varme.

“Vi har kun mærket det ganske moderat med en total stigning på 4.500 kr. for hele 2022, og vi har stadig kunnet dække vores forbrug ved hjælp af solcellerne,” siger Ulrich og fortsætter:  

“Det er jo ikke unormalt, at folk betaler omkring 30.000-40.0000 kr. om året til el og varme. Vores samlede udgift i 2022 til både el, varme, varmt vand og opladning af elbil var omkring 13.000 kr.” 

Ulrich og Bente kører omkring 10.000 kilometer om året i deres elbil. 

“Jeg er overbevist om, at de prisudsving, der er på el, vil fortsætte i mange år. Men det kan man reducere markant ved hjælp af vedvarende energi,” tilføjer han. 

 

Investeringen tjener sig hjem

At vælge en eller flere vedvarende energikilder kræver en investering, og det kan få nogen til at droppe det igen. Dog er der flere økonomiske grunde til at gøre det.

“Investeringen er retur efter ganske få år - og efter 8-9 år kan man gå i plus,” siger Ulrich.

Samtidig vil dit hus ofte få en blivende merværdi ved hjælp af solcelleanlæg og varmepumper, fordi huse med en lav energimærkning er attraktive.

 

 

Hvad med æstetikken

Der er nogen, som på forhånd dømmer solceller ude pga. æstetik. Ulrich og Bente var også i første omgang lidt betænkelige ved udtrykket og valgte derfor at placere størstedelen af solcellepanelerne på nordsiden af deres hus - den side, de opholder sig mindst på.

Siden har de dog også fået solceller på den sydlige side af huset, fordi de faktisk ikke var generede af det. 

“Jeg synes, at de er meget lidt synlige, så snart de er integrerede i taget,” siger Ulrich. 

Af samme grund anbefaler han at få tænkt solceller ind i projektet fra start, hvilket samtidig er billigere end at skulle eftermontere senere. 

“Man kan lige så godt sætte solceller og batterier op med det samme, fordi der er flere omkostninger ved at få det installeret senere,” forklarer han. 

 

Varmepumpen larmer ikke 

I kombination med solceller har Ulrich og Bente fået installeret en luft til vand-varmepumpe, der sørger for varme og varmt vand i huset.

Inderdelen står i garagen, og den anden halvdel står på ydersiden af garagen. 

“Mange er nervøse for, om udedelen af varmepumpen larmer. Det synes vi ikke, at den gør. Man kan godt høre den svagt, men det er ikke larm,” forklarer Ulrich.

I den forbindelse anbefaler han at gå i dialog med sine naboer om placering.

“Vi har placeret den et andet sted end oprindeligt tænkt for at undgå, at vores naboer ville kunne høre den. Nu står den et fornuftigt sted mellem vores garage og deres carport.”

Generelt er Ulrich og Bente glade for deres lavenergihus. De mærker ikke nogen store udsving i deres udgifter – og de har heller ikke problemer med det tekniske. Det hele kører og passer sig selv. 

“Vi oplever, at det er meget stabilt, og det giver os samtidig en høj komfort i vores hjem,” siger Ulrich.

Læs meget mere om solceller og varmepumper 

Læs også: Prøv vores energiberegner og se, hvor mange penge du kan spare på energi i et nybygget hus fra HusCompagniet